
TV 2 Dokumentar afdækker BESTSELLERs produktion i Bangladesh
Fabrikker der dumper forurenet spildevand i floderne, dårlige arbejdsforhold, der omfatter fysisk og psykisk misbrug, seksuelle krænkelser, tvunget overarbejde og børnearbejde, sådan lyder kritikken mod fabrikker, som Danmarks største modevirksomhed, BESTSELLER samarbejder med i Bangladesh.
BESTSELLER skriver på deres hjemmeside, at de producerer tøjet på en måde, der har en positiv indflydelse. “At BESTSELLER, we have a responsibility to make a positive impact on the lives of the people who design, manufacture, transport and sell our products”
I Bangladesh møder TV 2 lokale eksperter og folk der bor tæt på fabrikkerne. De anklager navngivne fabrikker for at være skyld i forurening af floderne. Tidligere ledende medarbejdere i BESTSELLER har selv set forureningen i Bangladesh, der et af BESTSELLERs største produktionslande.
-Alle disse brands, de fortæller ikke sandheden til forbrugerne i deres flotte rapporter. Men forbrugerne har ret til at kende til virkeligheden, siger Kalpona Akter, leder af en af de største fagforeninger i Bangladesh.
TV 2 Dokumentar undersøger også, hvordan fabrikker, der fungerer som underleverandører til fabrikker på BESTSELLERs public factory list, også er involveret i BESTSELLERs produktion. Her er tvunget overarbejde og børnearbejde ifølge flere fabriksarbejdere hverdag.
-Hvis vi nægter, så ringer de til sikkerhedsvagten og siger, at vi nægter at overarbejde, og de får besked på at stoppe os ved udgangen. Det føles om at være i et fængsel, sådan beskriver en 14 årig fabriksarbejder sin arbejdsdag på en fabrik, der leverer materialer til BESTSELLERs tøjproduktion.
Se 'BESTSELLER på vrangen' på TV 2 og TV 2 Play onsdag 20. august og onsdag 27. august.