Herlufsholms
hemmeligheder

Herlufsholm har i årtier stået som et ikon i Danmark og uddanner i øjeblikket blandt andre Danmarks kommende konge, Prins Christian. Nu viser det sig, at der tilsyneladende er foregået voldelige ritualer på skolen gennem årtier, uden at skolens ledelse har grebet ind. 

TV 2 Dokumentar har talt med op imod 50 tidligere elever. En stor del af dem fortæller om en udbredt voldelig kultur, hvor nye elever ugentligt bliver tæsket af 3.G’erne. Mange vil være anonyme af frygt for repressalier.

Enkelte står frem og fortæller om miljøet på Herlufsholm i håb om, at volden kan stoppe. Én af dem er 18-årige Peter, der har gået på skolen indenfor de seneste år.

”Min hovedassociation med Herluf er nok det voldsmiljø, de har dernede”, siger han. Han bakkes op af flere tidligere elever.

Undervejs i researchen finder TV 2 Dokumentar flere helt nye sager fra dette skoleår, som skolen tilsyneladende har holdt skjult. Blandt andet en række alvorlige videoer af krænkelser blandt drengene.

Derudover dukker der flere beskrivelser af seksuelle overgreb op og en helt ny sag om voldtægt, som offentligheden ikke kender til.

”Herlufsholms hemmeligheder” blev sendt på TV 2 d.12 maj 2022 og kan genses på TV 2 PLAY.