Med børnene som våben

Hvert år ender tusindevis af skilsmisser i en kamp om børnene, hvor forældre beskylder hinanden for de værste ting og inddrager børnene i krigen.

I Danmark er det Familieretshuset, der skal hjælpe børnene, når forældrene bekriger hinanden. Men nu slår førende eksperter alarm. Alene sidste år mistede mindst 300 børn kontakten til deres far eller mor i en skilsmissekonflikt.

”Vi har nogle børn, som er meget, meget udsatte. De betaler en kæmpe pris for at der bliver truffet forkerte afgørelser og det tager for lang tid”, lyder det fra juraprofessor Marianne Holdgaard.

I to programmer følger TV 2 Dokumentar fire forældre, der kæmper for ikke at miste deres børn for altid. Vi undersøger, hvordan Familieretshuset håndterer de fire konkrete sager, hvor børn er ved at miste kontakten til far eller mor i højkonflikt skilsmissesager. Og hvad betyder det for de børn, som bliver klemt i deres forældres skilsmisse?

”Med børnene som våben” blev sendt på TV 2 d. 21 og 28 april 2022 og kan genses på TV 2 PLAY.