MInkfarmens
skjulte smitte

En række minkavlere fulgte ikke myndighedernes opfordringer og undlod at lade sig teste under corona-krisen. Nogle forsøgte at skjule smitte, så de ikke tabte indtjening. Samtidig erkender myndighederne, at deres test-strategi ikke fik stoppet smitten.

Det fremgår af en ny TV 2 Dokumentar, som undersøger, hvad der skete ude hos en række minkavlere i efteråret 2020, og hvordan myndighedernes tacklede situationen.

”Vi lod os ikke teste, og det ved jeg, at der var rigtigt mange avlere, der heller ikke gjorde,” fortæller en avler i dokumentaren. En anden siger: ”Vi ville jo ikke have corona. Så kunne vi bare have ladet os teste. Det gjorde vi ikke.”

Tusindvis af danskere bliver smittet med corona-virus, der kommer fra minkfarme. Nogle bliver alvorligt syge, og andre kan være døde. Myndighederne sender den 27. juli 2020 et brev til samtlige avlere og deres familier, hvor de opfordrer dem til at blive testet én gang om ugen ved halspodning.

”Hvis vi bare har én smittet farm, der ikke bliver opdaget, så kan det bringe smitten videre til andre minkfarme, og det kan bringe smitte ud i samfundet,” siger Tyra Grove Krause, faglig direktør i Statens Serum Institut.

Men smitten spreder sig og kommer ud af kontrol. Test-strategien er baseret på tillid. Men dokumentaren viser, at en række minkavlere var mere optaget af at mindske deres mulige tab, end at følge myndighedernes opfordring til at lade sig teste.