saxo bank bag facaden

I 2018 sælger Lars Seier Christensen sin aktiepost i livsværket Saxo Bank for 2,6 milliarder kroner. Men hvorfra stammer milliarderne som Lars Seier har vekslet til indflydelse i dansk politik, sport, gastronomi og teknologi?

TV2 Dokumentar har fået adgang til et omfattende fortroligtstemplet materiale, samt en række tidligere direktører og ledende medarbejdere i Saxo Bank. Sammen tegner de et billede af en kynisk forretningsmodel, hvor almindelige kunder bliver snydt, og hvor grundkomponenten i Saxo Banks milliardomsætning – og dermed Lars Seiers formue – er mistænkelige russiske kunder, som banken i længere perioder ikke kendte identiteten på eller vidste hvorfra deres penge kom. Samtidig tegner der sig et billede af en forretningsmodel, der nærmest er skræddersyet til hvidvask.

Foreholdt TV2 Dokumentars oplysninger bekræfter Saxo Banks nuværende CEO Kim Fournais bankens årelange problemfyldte russiske aktiviteter. Men Lars Seier benægter alt. Bag de to gamle forretningspartneres divergerende udlægninger af Saxo Banks historie gemmer der sig et hidtil ufortalt årelangt drama præget af interne stridigheder, magtkampe og påstande om kupforsøg.

Programmerne blev sendt på TV 2 d. 26. februar og 5. marts 2023.